Club Trésors De Champagne

Club Trésors de Champagne blev grundlagt i 1971 og er i dag en association af 26 af de absolut bedste Récoltant-Manipulant-producenter i regionen. For at opnå medlemskab, og dermed få mulighed for at producere de særligt eksklusive Special Club vintage champagner, skal medlemmerne overholde en række strenge regler og forpligtelser.

Club Trésors de Champagne repræsenterer det absolut bedste ved Champagneregionens diversitet, og ethvert medlem må med stolthed leve op til det ideal. At udgive en Special Club er et af de ypperste kvalitetsstempler og anerkendelser en Récoltant-Manipulant-producent kan opnå.

Special Club

I de særligt gode høstår, og hvis råvinene vurderes at have ekstraordinært stort potentiale, kan medlemmet forsøge at producere en signatur-vintage-cuvée – en Special Club champagne. Reglerne foreskriver bl.a., at en Special Club champagne ikke blot skal bestå én men to testsmagninger. Ved den første undersøges og vurderes råvinens kvalitet, før den flaskes. Den anden finder sted, når vinen har lagret og udviklet sig i mindst 36 måneder.
Testsmagningerne gennemføres af et panel bestående af professionelle ønologer og vinproducenter samt af klubbens øvrige medlemmer. Består champagnen begge testsmagninger, kan den udgives som Special Club champagne. Special Club er et eksklusivt kvalitetsmærke med garanti for en champagneoplevelse ud over det sædvanlige.



Navn

E-mail

Telefonnummer

Send os en besked

Skriv koden i feltet nedenfor

captcha